DIREKTØR

Vil du stå i spidsen for vækst, innovation og ledelse i en markedsledende bygge- og industrivirksomhed?
A-Consult Agro A/S er en markedsledende leverandør af innovative tanksystemer baseret på brug af betonelementer og opererer i et konkurrencepræget nichemarked med kunder inden for landbrug, biogas, fiskeopdræt, vandbehandling og industri. A-Consult Agro A/S har aktiviteter i de nordiske lande, og er nu klar til at tage det næste skridt i deres vækstrejse.
Som ny direktør er du frontfiguren, der driver salg, produktion og projekteksekvering, skaber stærke relationer og sikrer, at A-Consult Agro effektivt leverer kundetilpassede og kvalitetssikre tankløsninger til deres kunder og samarbejdspartnere i Norden.
Dine hovedopgaver:
- Sætte en ambitiøs retning for A-Consult Agro A/S i Norden – med fokus på salg, markedsudvikling og styrkelse af markedspositionen
- Lede, udvikle og inspirere det nordiske team på tværs af salg, egenproduktioner på elementfabrik og byggeplads samt projekteksekvering
- Drive projekter fra idé til færdigt byggeri – med et stærkt fokus på kunder, kvalitet og logistik
- Udvikle service- og aftersales-aktiviteter som løftestang for værdiskabelse
- Være en aktiv del af koncernens internationale ledergruppe og samarbejde tæt med kolleger i udenlandske søsterselskaber.
Du har solid ledererfaring fra byggebranchen – gerne fra entreprenørvirksomhed, materialeleverandør eller producent. Derudover er du uddannet ingeniør (B) og har måske suppleret med en kommerciel efteruddannelse. Du har desuden teknisk indsigt i betonkonstruktioner og byggemetoder – eller stor motivation for at opbygge denne viden.
Du er visionær, handlekraftig og evner at kombinere strategisk udsyn med en “hands-on”-tilgang i hverdagen. Du kommunikerer derudover ubesværet på engelsk – og gerne tysk – og trives med rejseaktivitet i regionen.
Som leder er du visionær men jordnær, ambitiøs men lyttende, resultatorienteret men har også stor respekt for processer og mennesker. Du er troværdig og loyal og du formår at skabe tillid hos både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere. Du kan begå sig på tværs af kulturer og niveauer – fra direktionslokalet til byggepladsen – og så brænder du for at udvikle både forretning og organisation i et marked præget af både store muligheder og hård konkurrence.
A-Consult Agro A/S tilbyder dig en central rolle i en dynamisk og vækstorienteret virksomhed, hvor du får frihed til at præge din rolle og sætte dit præg på selskabets udvikling. Du har tæt sparring med kompetente kolleger i en international koncern samt en stærk platform med gennemprøvede tankkoncepter – klar til at styrke markedspositionen og vækste yderligere.
Er du interesseret i at høre mere om A-Consult Agro A/S og stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Kompetent A/S ved Partner Thomas Bælum på mobil 2251 7901. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Send venligst din ansøgning senest søndag den 31. august 2025.
A-Consult Agro A/S er en del af den danskejede A-Consult koncern. Koncernens hovedsæde er beliggende i Aalborg, hvor de fælles funktioner ”Group Finance” og ”Design & Engineering” er hjemhørende. Desuden er der i koncernselskaber i Tyskland, Frankrig, Polen og Storbritannien.
A-Consults historie går tilbage til 1986, hvor virksomheden begyndte at producere og sælge betonelementtanksystemerne Agri-Tank- og Aqua-Tank i Danmark. Igennem årene er aktiviteterne udbredt til det meste af Europa, hvor der gennem årene er opført mere end 8.500 tanke.
Virksomhedens mål dengang, som nu, er at levere betonelementtanke, der kan bruges sikkert og effektivt til opbevaring af biomasse i landbruget, spildevandsrensning, fiskeopdræt, biogasproduktion m.m.
Kvalitet er en kerneværdi og tankene projekteres derfor til kundernes specifikke funktionskrav og gældende normer og forskrifter med henblik på at sikre en høj kundetilfredshed og lang levetid.
Med virksomhedens mange års erfaring og et stort antal vellykkede projekter har de opbygget en ekspertise, der gør dem til en pålidelig og efterspurgt leverandør af tanke samt en stærk partner i gennemførelsen af projekter i ind- og udland.
A-Consult Agro A/S varetager salg og snart også egen elementproduktion, samt montage-, entreprise- og serviceopgaver i hele Norden. Virksomheden har i starten af 2025 investeret i fabrik til produktion af betonelementer til egne projekter. Produktionslokalerne er ved at blive indrettet og produktionen står foran en opstart i efteråret 2025.
A-Consult Agro A/S beskæftiger 6-7 funktionærer og ca. 30 timelønnede, der sammen varetager den daglige kundeservice og udfører bygge- og montageopgaver i mange europæiske lande. Der er i dag en afdelingsleder af produktion- og montageafdelingen i Skive, som man på sigt skal finde en afløser til i forbindelse med et generationsskifte.
- Lokationer
- A-Consult Agro A/S - Skive

A-Consult Agro A/S - Skive
Om Kompetent
Kompetent er en dansk konsulentvirksomhed, der udelukkende drives af erfarne partnere fra såvel search-
og rekrutteringsbranchen som fra ledelsesfunktioner. Vi har et omfattende netværk på kandidatmarkedet og blandt virksomhedsledelserne; og ikke mindst solid og dokumenteret erfaring inden for rådgivning og opgaveløsning i mange forskellige brancher. Vi har alle mere end +10 års erfaring med rekruttering, rådgivning og ledelse, hvilket giver os en solid ballast. Vi kender branchen og de forskellige spillere.