Kom og vær med på et helt nyt hold, der skal løfte Frederikshavn Kommunes strategiske planlægning
Frederikshavn Kommune ønsker at skabe bedre rammer for erhvervslivet ved at etablere et nyt planlægningsteam med særligt fokus på erhverv og udvikling. Derfor søger de nu både planlæggere til Erhverv og projektleder til kommuneplan.
Du bliver en del af et team på 5 medarbejdere, som arbejder med direkte reference til direktør Mette Jeppesen. Opgaverne er både den nye planstrategi, en helt ny kommuneplan og en række strategisk vigtige lokalplaner på erhvervsområdet.
Frederikshavn Kommune lægger vægt på et godt og gensidigt forpligtende samarbejde med erhvervslivet i kommunen, så du skal have forståelse for det gode samspil mellem kommune og virksomheder. Tilsvarende skal du kunne skabe gode relationer internt, især til dine kollegaer i Center for Teknik og Miljø, som arbejder med øvrig planlægning, byggesager, natur og miljø, GIS osv.
I Frederikshavn Kommune får du mulighed for at arbejde med det hele. Kommunen er en kystkommune med turisme, store erhvervshavne, vi har byer, landsbyer og åbent land med landbrug, skove og energiparker.
Forsvaret investerer massivt i kommunen i disse år og Byrådet har vedtaget strategien ”Sammen om Forsvaret”, som sætterne rammerne for hvordan kommunen kan hjælpe den positive udvikling på vej. Administrationen sidder samlet på rådhuset i Frederikshavn, hvor der er kantine, stationen tæt på og parkering lige uden for døren.
Der er to stillinger i dette opslag, så marker derfor, hvilken stilling du søger:
Planlæggere til Erhverv
Frederikshavn Kommune søger flere planlæggere, der kan arbejde selvstændigt og i team. Du kommer mest til at arbejde med lokalplaner, men også bidrage til den kommende kommuneplan. Du forstår værdien af dialog og at finde løsninger sammen med virksomhederne, og kan balancere det med, at der skal kunne leveres et endeligt plangrundlag til den aftalte tid.
Du har en relevant uddannelse som byplanlægger, f.eks. landinspektør, arkitekt, urban designer, ingeniør, landskabsarkitekt el.lign. og at du har erfaring med planlægning. Hvis du er nyuddannet eller har en anden baggrund, som du mener kan være interessant – så ring til direktør Mette Jeppesen fra Frederikshavn Kommune på mobil 21 47 70 19.
Projektleder til kommuneplan
Frederikshavn Kommune søger en projektleder, der skal føre kommunen godt igennem processen med planstrategi og en helt ny kommuneplan. Kommuneplanen er løbende revideret siden 2015, men opgaven er nu at lave en ny plan, som passer til de udfordringer og muligheder kommunen har i de kommende år.
Du kommer til at have det store overblik og styr på leverancerne fra mange forskellige afdelinger og udefra. Du kan samle bidragene og skal også selv være skrivende. Optimalt set har du også erfaring med planlægning i en kommune, men hvis du er skarp til store projekter og kan se værdien i opgaven, vil Frederikshavn Kommune gerne høre fra dig.
Ring til direktør Mette Jeppesen fra Frederikshavn Kommune på mobil 21 47 70 19, hvis du er nysgerrig på en af stillingerne. Hun giver også gerne en kop kaffe, hvis du vil vide mere om Frederikshavn Kommunes ambitioner. Søg stillingen senest den 2. december 2025.
Du søger denne stilling via Frederikshavns Kommunes hjemmeside ved at klikke på nedenstående ansøgnings-link. Husk at markere, hvilken stilling, du ønsker at søge.
- Lokationer
- Frederikshavn Kommune - Frederikshavn
Frederikshavn Kommune - Frederikshavn
Om Kompetent
Kompetent er en dansk konsulentvirksomhed, der udelukkende drives af erfarne partnere fra såvel search-
og rekrutteringsbranchen som fra ledelsesfunktioner. Vi har et omfattende netværk på kandidatmarkedet og blandt virksomhedsledelserne; og ikke mindst solid og dokumenteret erfaring inden for rådgivning og opgaveløsning i mange forskellige brancher. Vi har alle mere end +10 års erfaring med rekruttering, rådgivning og ledelse, hvilket giver os en solid ballast. Vi kender branchen og de forskellige spillere.