ADVOKAT MED SPECIALE I INSOLVENS- OG REKONSTRUKTIONSRET
Haugaard|Braad Advokatfirma søger en erfaren og ambitiøs advokat med speciale i insolvens- og rekonstruktionsret, der har lyst til at blive en del af firmaets højt specialiserede og engagerede insolvensteam. Insolvensområdet er et centralt strategisk fokusområde, og ambitionen er at styrke og videreudvikle positionen som en af de førende inden for dette speciale.
Som advokat hos Haugaard|Braad arbejder du tæt sammen med klienter, kreditorer, banker og øvrige interessenter i økonomisk komplekse og ofte pressede situationer, hvor der skal udtænkes løsninger i et højt tempo. Du får selvstændigt ansvar for egne sager og indgår samtidig i et stærkt fagligt fællesskab, hvor sparring og samarbejde prioriteres højt. Der arbejdes i teams, men med stor respekt for selvstændighed og individuelt ansvar. Opgavevaretagelsen fordrer til tider en indsats ud over normal arbejdstid.
Dine primære arbejdsområder omfatter:
Rådgivning inden for insolvens- og rekonstruktionsret, herunder konkurs, rekonstruktion og tvangsopløsning
Håndtering af konkursboer og rekonstruktionssager
Rådgivning af virksomheder, kreditorer, banker og ledelser i økonomiske vanskeligheder
Gennemførelse af retssager og øvrige tvister, herunder omstødelsessager og ledelsesansvar
Strategisk rådgivning om risici, ansvar og kommercielle løsninger
Samarbejde på tværs af husets øvrige specialer.
Du har flere års erfaring som advokat med solid praktisk indsigt i insolvens- og rekonstruktionsret, gerne suppleret med erfaring med M&A eller fast ejendom. Du er velfunderet inden for konkursloven, omstødelsesregler, kreditorstilling og ledelsesansvar og anvender den juridiske metode med sikker hånd. Erfaring med proces og tvistløsning er central, og du er tryg ved at føre sager ved domstolene. Et eksisterende netværk indenfor og gode relationer til pengeinstitutter er en klar fordel.
Din juridiske faglighed er kombineret med en stærk kommerciel forståelse. Du har indsigt i regnskaber, kapitalstruktur og de økonomiske realiteter i kriseramte virksomheder og formår at omsætte kompleks jura til brugbar og værdiskabende rådgivning. Det er samtidig en fordel med en pragmatisk tilgang til løsning af udfordringerne på insolvensområdet.
Du er struktureret og analytisk og trives med lange og komplekse sagsforløb, hvor overblik, vedholdenhed og robusthed er afgørende. Du motiveres af ansvar og har en personlighed, der er samarbejdsorienteret, tillidsskabende og professionel. Samtidig har du ambitioner om at udvikle dig fagligt og bidrage til områdets fortsatte vækst og positionering.
Du bor i rimelig køreafstand til kontoret i enten Aalborg eller Aarhus. Er du baseret i Aarhus, forventes du at være fysisk til stede på kontoret i Aalborg 2–3 dage om ugen.
Er du interesseret i at høre mere om Haugaard|Braad og stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Kompetent A/S ved partner Thomas Bælum på telefon 2251 7901. Alle henvendelser behandles fortroligt.
Haugaard|Braad tilbyder et arbejdsmiljø, hvor høj faglighed kombineres med et uformelt samarbejde og en god portion humor i hverdagen uden at gå på kompromis med kvaliteten i det, der leveres. Du får mulighed for at videreudvikle dine kompetencer gennem sparring, efteruddannelse og praktisk erfaring med nogle af branchens mest komplekse og interessante sager.
Derudover tilbydes attraktive løn- og pensionsvilkår, sundhedsordning og en arbejdsplads med gode sociale rammer. Der afholdes løbende sociale arrangementer, og et stærkt kollegialt sammenhold prioriteres, fordi det bidrager til både trivsel og faglig kvalitet. Din karrierevej aftales individuelt hos Haugaard|Braad.
Haugaard|Braad er specialiseret i at yde optimal service og rådgivning til erhvervsvirksomheder. Det er et moderne advokatfirma med høje ambitioner og en klar målsætning om at være den foretrukne samarbejdspartner for erhvervslivet. Virksomheden er i fortsat vækst og kendetegnet ved høj faglighed, ordentlighed og en uformel, agil kultur med højt til loftet.

- Lokationer
- Haugaard Braad - Aalborg
Haugaard Braad - Aalborg
Om Kompetent
Kompetent er en dansk konsulentvirksomhed, der udelukkende drives af erfarne partnere fra såvel search-
og rekrutteringsbranchen som fra ledelsesfunktioner. Vi har et omfattende netværk på kandidatmarkedet og blandt virksomhedsledelserne; og ikke mindst solid og dokumenteret erfaring inden for rådgivning og opgaveløsning i mange forskellige brancher. Vi har alle mere end +10 års erfaring med rekruttering, rådgivning og ledelse, hvilket giver os en solid ballast. Vi kender branchen og de forskellige spillere.