INTERN TEKNISK SÆLGER

Vil du bruge din tekniske indsigt til at omsætte kundebehov til stærke, gennemarbejdede løsninger inden for fremtidens energiinfrastruktur? Så er det måske lige dig, vi leder efter!
ENERGRID søger en intern teknisk sælger, der er den tekniske nøgleperson i salgs- og tilbudsprocessen. Her får du en central rolle i samspillet mellem kunder, den eksterne tekniske sælger, ingeniører og projektorganisationen – og du er den, der sikrer, at tekniske løsninger er gennemtænkte, realistiske og klar til at blive omsat til projekter. Hos ENERGRID har du en central rolle i en virksomhed, der arbejder tæt på den grønne omstilling – med net-tilslutning af sol, vind, batterianlæg, Power-to-X og større elektrificeringsprojekter.
Som intern teknisk sælger er du den tekniske sparringspartner for de eksterne tekniske sælgere, kolleger og kunder. Din rolle er at kvalificere kundens behov, afklare tekniske forudsætninger og omsætte krav, idéer og udbudsmateriale til konkrete løsningsforslag og tilbudsgrundlag.
Du er en vigtig del af den tidlige fase, hvor projekterne formes. Ofte har kunden en overordnet idé, en problemstilling eller et behov, som endnu ikke er fuldt defineret. Her bidrager du med din tekniske indsigt, der gør det muligt at stille de rigtige spørgsmål, afdække muligheder og risici og skabe et solidt grundlag for et professionelt tilbud.
Din rolle handler ikke kun om teknik, men også om at skabe tryghed, klarhed og fremdrift overfor kunder. Du skal kunne oversætte komplekse tekniske forhold til et klart og forståeligt sprog – både over for kunder og internt i ENERGRID. Samtidig sikrer du, at de løsninger, der bliver foreslået, kan stå på mål for både kundens behov, tekniske krav, ENERGRIDs leveranceevne og den efterfølgende projektgennemførelse.
I praksis betyder det, at du bl.a.:
Omsætter kundebehov og markedsinput til tekniske løsningsforslag
Udarbejder og kvalitetssikrer tekniske input til tilbud og projektoplæg
Deltager efter behov i kundemøder på et teknisk niveau
Understøtter den eksterne sælger med teknisk sparring i salgsfasen
Afklarer scope, forudsætninger, grænseflader, risici og dokumentationskrav
Samarbejder tæt med Engineering, projektledere, specialister og eventuelle underleverandører
Sikrer en god teknisk overlevering fra salgsfasen til projektorganisationen.
Du har sandsynligvis en teknisk uddannelsesbaggrund som stærkstrømsingeniør, el-ingeniør, maskinmester med el-teknisk erfaring, el-installatør eller tilsvarende. Det vigtigste er, at du har solid el-teknisk forståelse og evnen til at anvende den i en kommerciel og projektorienteret sammenhæng.
Du behøver ikke nødvendigvis at komme fra en klassisk salgsrolle. Du kan også have arbejdet som teknisk projektleder, rådgiver, projektingeniør, tilbudsingeniør, specialist eller i en anden teknisk rolle, hvor du har været tæt på kunder, tilbud, projektspecificering eller tekniske afklaringer.
Vi forestiller os, at du:
Har stærk el-teknisk forståelse og gerne erfaring fra energi-, forsynings- eller infrastruktursektoren
Kan analysere kundekrav og omsætte dem til teknisk robuste løsninger
Har erfaring med tilbudsarbejde, teknisk specifikation, projektgrundlag eller presales
Er god til at skabe overblik, struktur og kvalitet i komplekse processer
Kan kommunikere tekniske forhold klart og pragmatisk til både teknikere, sælgere og kunder
Er udpræget holdspiller og finder det naturligt at skabe stærke professionelle relationer.
Du er grundig, struktureret og samarbejdsorienteret. Du har blik for detaljen, men mister ikke helheden. Du tør stille de nødvendige spørgsmål og pege på risici, når noget skal afklares, men du gør det på en konstruktiv måde, der skaber fremdrift og bedre løsninger.
Du er troværdig, ordholdende og pragmatisk. Du forstår, at ENERGRID skal levere løsninger, der både er teknisk rigtige, kommercielt realistiske og praktisk gennemførlige. Du trives med ansvar og frihed, og du bidrager naturligt til en kultur præget af åbenhed, direkte dialog og stærkt internt samarbejde.
Du bor i køreafstand til ENERGRIDs hovedkontor i Thisted, da rollen kræver tæt tilknytning til den interne organisation og de tekniske specialister.
Er du interesseret i at høre mere om stillingen og ENERGRID, er du meget velkommen til at kontakte Kompetent A/S ved Partner Karsten Romby på telefon 25 24 02 60. Alle henvendelser behandles fortroligt.
ENERGRID er et datterselskab under Thy-Mors Energi og arbejder med net-tilslutning af mellem- og højspændingsanlæg. Hos ENERGRID møder du kolleger med mange års erfaring, og fordi organisationen har en overskuelig størrelse, får du gode muligheder for at få dine idéer i spil og præge løsningerne. Her er der ikke langt fra tanke til handling, og man bliver lyttet til, hvis man ser en smartere måde at gøre tingene på. Du skal trives med at være en del af et team, hvor man hjælper hinanden, siger tingene som de er, og har et klart fokus på kvalitet, sikkerhed og professionelle leverance.
ENERGRID er i vækst og er med helt fremme, når det gælder nye teknologier som Power-to-X og batterianlæg. Her får du mulighed for at styrke dine kompetencer og spille en aktiv rolle i den grønne omstilling.
Læs mere om Energrid på www.energrid.dk
- Lokationer
- ENERGRID - Thisted
ENERGRID - Thisted
Om Kompetent
Kompetent er en dansk konsulentvirksomhed, der udelukkende drives af erfarne partnere fra såvel search-
og rekrutteringsbranchen som fra ledelsesfunktioner. Vi har et omfattende netværk på kandidatmarkedet og blandt virksomhedsledelserne; og ikke mindst solid og dokumenteret erfaring inden for rådgivning og opgaveløsning i mange forskellige brancher. Vi har alle mere end +10 års erfaring med rekruttering, rådgivning og ledelse, hvilket giver os en solid ballast. Vi kender branchen og de forskellige spillere.